Kom godt ud af det gamle år - og godt nyt år!

Året er på hæld, - og overalt tales der om at komme godt ind i det nye år. Hvem vi skal være sammen med, hvad vi skal spise, og hvordan det skal blive festligt.

Og nytår er jo netop en skillelinie i vores liv - og vi fejrer det med glæde og fest og flot fyrværkeri. Men får vi nu givet os tilstrækkelig tid til at forlade det gamle år? Og huske vores dyrekøbte erfaringer, værdier, adgangskoder og orienteringsevne? For som når vi skal afsted på en rejse, så er vores forberedelser med at komme godt og velforberedt  ud af døren, afgørende for rejsens lethed. Ingen kommer langt uden pas, billetter, kreditkort  og måske briller :-) 

Men kan den sammenligning bruges?

Det er almindeligt i vores samfund at trække en linie i sandet - tænke fremad og komme videre! Men hvor er det nu vi skal hen? Er det der til som vi synes, eller er det det du synes? Og hvordan kan du/vi komme dertil, hvis vi ikke bruger tid på at samle og forstå de erfaringer som det forgangne år har lært os? Og hvad var det egentligt vi lærte - og hvordan kan vi tage det med os, til vores egen og andres fordel? Meget i vores samfund går så stærkt, og vi bliver bombarderet med indtryk i så stort et omfang, at det kan være svært at opfange essensen af det lærte.

Selv gennemgår jeg min slidte kalender - og noterer mig gøremål, indtryk og tendenser og oplevelser. Og så giver jeg mig ro og fred til at "fange" essensen i det - mens jeg laver mad, gør rent i mit hus og kigger ud i luften. Og lige så stille i sit eget tempo samler det sig - og bliver det nye års ledestjerne.

Hermed de bedste ønsker om et fredeligt og tolerencefyldt nyt år, med tydelige og klart lysende ledestjerner.